Dec 5, 2025
Samtale med Naja Marie Aidt om sorgens væsen
I denne dybe og nærværende samtale med forfatter Naja Marie Aidt
åbnes døren til sorgens indre rum — et sted, hvor virkeligheden
forskydes, og hvor man pludselig ikke længere kan genkende sig
selv. Vi taler om fornemmelsen af ikke længere at høre til i den
almindelige, sorgløse verden.
Det er også en samtale om, hvordan kroppen og sindet reagerer i
chokket: følelsen af at gå som en olding, af at være slået ud af
tiden, og samtidig om menneskets evne til at overleve det
utænkelige — den iboende resiliens, som langsomt bærer én gennem
mørket.
Samtalen handler også om, hvordan sorgen bæres forskelligt i en
familie, og hvordan de individuelle måder at sørge på både kan
kollidere og åbne nye forbindelser.
Sorgen kan give en fornemmelse af at blive mere ét med universet.
Naja fortæller, hvordan sorgen også kan skabe nye dybder af
medfølelse, taknemmelighed, skønhed og kærlighed.
Det er også en samtale om betydningen af nærvær og relationer til
at bære os gennem krisen og om at træde tæt sammen og at lære at gå
hånd i hånd med sorgens væsen.
Naja Marie Aidt er en prisvindende dansk forfatter, kendt for sit
særlige poetiske blik på menneskelivet. Hun skriver med en sjælden
visdom og intensitet om tab, traume, sorg og kærlighed
God fornøjelse!